Gik i en Fart hjem for at spise tidlig Middag inden Friluftsteaterforestillingen. Der var engang gik næsten endnu smukkere end sidst, mest betog mig Tanken på Prinsen af Danmarks blinde Tillid til Prinsessen af Illyrien, det er dog en af de smukkeste Følelser i Livet.
Var henne på Hofteatret for at se de historiske Steder og Museet, en særlig Patina syntes mig at hvile over Michael Wiehes og Høedts Påklædningsværelse bag Scenen.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Var efter Middag til Friluftsteaterforestillingen i Tværbæk Lodning, der var stuvende fuldt, det var unge ferierende Skuespillere, der spillede De Danske i Paris, hvor er de Sange yndige… De mange Mennesker forlod Friluftsteatret gennem Lundsgaard Have.
Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!
Skrev en Masse Breve blandt andre til Direktør Rungwald og Redaktør Poul Dreyer i Anledning af Odense Teaters Legat; sendte Robert Neiiendam de interessante Teaterplakater, den venlige mig ukendte Mand i Aarhus havde sendt mig.