Vincens Leth kom om Morgenen for at følges med Hans og mig til Onkel Julius’ Begravelse. Vi kørte i Automobil til Rudkøbing, hvor Ekstraskibet, der skulle sejle Langelænderne over til Svendborg, havde Dampen oppe.
Preben og jeg var til Grevinde Schacks Begravelse; Provst Fenger gav en meget rammen Karakteristik af den betydelige Kvinde, der nu er gået bort.
Havde en Del Skriveri vedrørende Odense Teater, Gæstespillet i København har nok ikke været stærkt besøgt, det er sikkert den Æsel til Welblund ved Fyns Vestreblad, der har foretaget Undermineringsarbejde.
Houmark-Interview i B.T. med Direktør Thorvald Larsen i Anledning af Odense Teaters Gæstespil i København. Omtalen af mig meget venlig.
Sad og spiste, og straks kom den indtagende Erling Schroeder hen til mig og fortalte løst og fast, han filmede i Roskildeegnen og ved Ledreborg, han spillede, sagde han, en interessant ung Greve i Filmen.