Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Mussolini har skrevet til Borgmesteren i Odense og spurgt ham, hvorledes han bærer sig ad med at gennemføre en så billig Administration af Byen og samtidig skaffe Borgerne så mange Goder. Mussolini er en mærkelig Mand, at han endog ved Besked med Odense.
Havde mange Breve at skrive, lovede Budtz at kautionere for ham over for Justitsministeriet i Anledning af, at han overtager Friluftsteatret i Næsbyhoved Skov ved Odense.
I Riddersalen så jeg en pæn Operette af en Journalist ved B.T. Gunnar Brandt Lykkens Herberg. En sikkert vordende Stjerne Alex Suhr var meget indtagende, lidt i Genre med Weel, men langt friskere og naturligere.
Kørte fra Vissenbjerg lige til Axelhus i Odense, og op til Starck, da jeg havde sendt Automobilet afsted; Starck var lige så deprimeret og klagende, som han havde været højt oppe forrige Gang – jeg er også Stemningsmenneske, men lader mig ikke så meget mærke med det.
Et smukt Brev fra Starck, skrevet lige før han forlod Odense for at rende tilbage til København, han skriver med megen Glæde om vort Samvær, navnlig om Dagen på Lundsgaard.