Var ude i Det Borgerlige Teater og så en Spurv i Tranedans. Blev overrasket ved at se Roskildenseren Schleis-Christiansen som Halling, han så godt ud, det var ham der spillede i Roskildensersamfundets Revy for et Par År siden.
Var om Aftenen i Det Borgerlige Teater og så Palle Rosenkrantzes Klovnen med Alstrup i Hovedrollen. Han var udmærket.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.