Kørte fra Vissenbjerg lige til Axelhus i Odense, og op til Starck, da jeg havde sendt Automobilet afsted; Starck var lige så deprimeret og klagende, som han havde været højt oppe forrige Gang – jeg er også Stemningsmenneske, men lader mig ikke så meget mærke med det.
Et smukt Brev fra Starck, skrevet lige før han forlod Odense for at rende tilbage til København, han skriver med megen Glæde om vort Samvær, navnlig om Dagen på Lundsgaard.
Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
Arbejdede på Storkansleren hele Formiddagen og det meste af Eftermiddagen. Hvilede inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen i Folketeatret, hvortil jeg var inviteret af Thorvald Larsen. Folketeatret er vedblevet at være det hyggeligste Teater i hele København.