Jeg lider i denne Tid meget stærkt af min Nervøsitet, Uro, Tvangstanker og Anfald af Melankoli, måske gør det noget, at jeg i indeværende Måned ikke tager Compound Syrup, men jeg vil først begynde igen til Februar, da Afbrydelser af og til er godt.
Fru Tobiesen fortalte mig, at Einar Christiansen ville gå af fra sin Stilling som Direktør ved det Kgl. Teater og at man havde tilbudt pladsen til hendes Broder, Obert Rist, der havde afslået det, da han ikke ville være under Danneskjold.
Så var vi henne i Logen i Dagmarteatret at se Emil Poulsens to Sønner i Drachmanns Renæssance. Særlig Adam Poulsen har utvivlsomt et stort Talent. Af Ansigt ligner han Moderen, men han har Faderens klangskønne Organ. Han deklamerer smukkere end nogen anden Skuespiller for Tiden.
Vi var alle i Logen i Dagmarteatret til En Folkefjende, der naturligvis gav Anledning til megen Tankeudveksling mellem os Medlemmer af Logen.
Jeg spiste Middag hos dem og gik så hen i Dagmarteatret, hvor jeg efter Aftale traf Axel. Vi så Hertz’ Besøget i København, der kun for Sophus Neumanns vedkommende spilledes helt godt, han var Justitsråden. Jeg talte med de elskværdige Treschows fra Brahesborg.
Jeg spiste da jeg kom hjem og var ved godt Mod, skønt der ingen Brev var fra Paul Reimers, hvad kan dog Grunden til den lange Tavshed være?
Da der ingen Brev var fra Reimers cyklede jeg inden Hans var stået op, ind til Kerteminde og afsendte følgende Telegram til Reimers med Svar betalt: Can you come the 15 July, Ahlefeldt. Nu må jeg da høre fra ham.
Jeg kom i en feberagtig Spænding da jeg vågnede om Morgenen og lå og spekulerede om der var Brev eller Telegram fra Paul Reimers. Jeg tvang mig selv til at blive liggende rolig til Kl. var bleven otte, og Emma havde banket på Døren.