Jeg holdt mig inde hele Eftermiddagen på Grund af Forkølelsen og læste med ublandet Nydelse Wilhelm Holstes (Frøken Holstes Faders) bog om Felttogene i første Krig, især Ulykken i Eckernförde Fjord med ”Christian den ottendes” Sprængning er levende beskrevet.
Ese Quaade har nu også fået samlet en Loge til Dagmarteatret i Vinter, nu have vi da skaffet Professoren i Jernbanegaden to Loger med crème de la crème af Københavns Adel til hans Teater, han gnider sine hænder, det er noget for ham.
Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende.