Religion

Jeg har nu læst den lille Piece om Christus og Buddhismen, det er højst besynderligt hvilken Overensstemmelse, der ikke blot er i Hovedtrækkene men selv i de mindste Detaljer mellem Kristi Lære og Buddhas.

Skrev et langt Brev til Moder. Gik så en Tur i Mørkningen, det kan jeg godt lide, så på Skovningen, mødte Sognerådsformanden og hans Broder ude ved Jomfrubøgen, gik hjem ad Klinten og var dødtræt, det hjalp, da jeg havde hvilet lidt inden Middag.

Kl. 4 var jeg hos Københavns berømteste Spåkvinde, der endog benyttes af Kongehuset, Fru Post i Gyldenløvesgade. Jeg bad hende først sige mig noget, der kunne overbevise mig om, at der ingen Humbug var ved hendes Spådomme. Det ville falde hende let sagde hun.

Var inde hos Tryde i Anledning af Storkansleren, Tryde talte med megen Sympati om Adventisterne, om hvilke han meget rigtigt sagde, at de levede i Overensstemmelse med dens Tro.

Nu kommer Betty Nansen med en ny Overraskelse, hun vil benytte det gamle Casino til Biografteater; hun er en urolig gammel Dame, og som hun kan gøre Reklame, hun vil også gøre religiøs Propaganda ude på Casino og lader til at have fastholdt sine Oxford-Forbindelser.

Arbejdede på Storkansleren. Var i Frue Kirke og hørte Stiftsprovst Brodersen, der meget indtrængende sagde, at Verden ville gå til Grunde, ifald Menneskeheden ikke samlede sig om Gud, det var den eneste Redning.