9. Januar 1916

Forholdet til Viggo Jarl.

Søndag Morgen og Solskin, og der blev intet af Viggos og min Tur. Pigen bragte mig en Telefonbesked fra ham: ”Hr. Jarl kommer op til Greven Kl. halv fire”, hverken mere eller mindre. Jeg blev sort fortvivlet og satte mig til at skrive et langt Brev til ham, et Brev han på Grund af Søndagen først ville få om Aftenen, efter at vi havde været sammen, naturligvis fortrød jeg det bittert da jeg havde lagt det i Postkassen. Og da han mange lange Timer efter viste sin elskede Skikkelse i Døren, var al min Bitterhed forsvunden, særlig da jeg fik Grunden til hans Udebliven at vide: Hans Broder Frits havde imorges pludselig bestemt sig til at gøre Alvor af at gifte sig med den unge Pige, han længe har holdt af og som efter Alderen kunne være hans Datter, han havde så telefoneret til Viggo, der var det eneste tilstedeværende Menneske ved Vielsen. Det er dog en underlig Familie. Vi tog sammen ud til Alexandrateatret for at se Bernard Shaws morsomme persiflage over Lægerne Lægen på Skillevejen. Viggo påstår, at Shaw har en Mission for at tugte Fordomme og Hykleriet i England, at Lægernes Humbug var ramt på Kornet mente han var ganske sikkert. Viggo var så blændende dejlig at jeg næsten ikke kunne få Øjnene fra ham. Jeg ridsede med Blyant et Par […] ned på Programmet og bad om Tilgivelse for Brevet, et kærligt Håndtryk var Svaret. Viggo måtte gå inden Forestillingens Slutning, da han skulle spise hos Etatsrådinde Frölich. Rart for Albrecht Schmidt at det går så godt med hans Teater, han havde sat udmærket i Scene, og så glædede det mig i Malberg at øjne en eventuel Efterfølger af Olaf Poulsen. Hørte Eugen Onegin bagefter. Talte med Otto Benzon og Kone i Mellemakten.

Billedhuggeren Viggo Jarl (1879-1965) som ældre. Udateret fotografi. Privateje.

Årti