9. April 1892

Jeg vågnede glad og fornøjet og gik efter at vi ved Teen havde givet Graaes, der var grådige som Ulve efter Fortællinger fra Hofballet, et begejstret Referat over Festen, hen til Moder. På Vejen talte vi med den skikkelige Kammerherre Kaas og senere med den lige så skikkelige Kammerherre Lindholm. Med Moder snakkede vi selvfølgelig hele Dagen ikke om andet end Hofballet og andre Emner kom heller ikke på Bane med de andre Mennesker vi i Løbet af Dagen traf. Vi var med Moder hos Tante Ida. Da vi havde siddet lidt hos hende, smækkes Fløjdørene op og ind træder Kongen. Hans Majestæt er som bekendt en såre elskværdig Mand. Det første, han sagde, da han var kommen ind og Moder gjorde Mine til at gå var: ”Jeg håber da ikke at Grevinden vil gå fordi jeg kommer,” det var på en så nydelig beskeden Måde, Kongen sagde disse Ord, hvor anderledes talte ikke han til Moder end Prins Christian i går: Det var ved Souperen, Moder og Grevinde Frijs stod sammen, Kronprinsessen lidt derfra. Hendes kongelige Højhed sender Prins Christian hen til disse to Lensgrevinder for at han kunne spørge dem, om der var noget han skulle hente til dem. Moder: ”Ja jeg ville rigtignok gerne have noget Sodavand, Deres Kongelige Højhed.” Prinsen: ”Ja, jeg kan sgu ikke skaffe dem andet end Kildevand!” Grevinde Frijs: Ja, men Herregud så hent os dog i det mindste noget af det Kildevand.”