8. Februar 1892

Efter Middagen og Cigarer, hvilken sidste blev nydt i Prebens Værelse, hvor Graaes også sad, klædte vi os om til Teatret. Vi skulle først hente Waldemar, talte med Wilhelm deroppe, kørte med Waldemar i Sporvognen til Kronprinsessegade og hentede Lercherne. Da vi kom ind i Logen, vare Forestillingen begyndt, Gohr sad og ventede på os, Kaases (Caccelie, Adelheid og Knurre) sad lige ved Siden af os. Skønt jeg synes bedre om Miss Helyett så nød jeg dog Cornevilles Klokker i høj Grad. Jeg elsker til Raseri Operettemusikken, jeg bliver vild når jeg hører disse melodiske duggende Melodier, hvoraf Cornevilles Klokker vrimler. Jeg kender de fleste af Melodierne fra min tidlige Barndom, det var det tredje Stykke, jeg så i mit Liv. Når Fru Wiehe med sin komplette Virtuositet foredrog arie Sange, var det som gik der en elektrisk Strøm gennem Publikum hver Gang, Mostvisen måtte hun synge tre Gange da capo. Debutantinden Frk. Kragballe har sin Plads i Operaen med sin smukke omfangsrige Stemme, i Operetten, hvor det kommer an på et tydeligt tekstforedrag og megen Nerve passer hun derimod ikke. Nathansen var en meget flink Marquis de Corneville både, hvad Spil og Sang angår. Fjeldstrup var drastisk komisk som Fogeden. Gamle Stift og hans tre Gratier vare i Teatret, Helene og Kamaten sad lige foran dem, en underlig Tanke. Efter Teatret gik vi alle i Theatercaféen og spiste Østers, drak Rhinskvin og Porter. Gustav Esmann med sin nydelige Kone var der også.