7. Februar 1892

Vi havde Besøg af Gohr fra 11-12. Efter Frokost satte jeg mig til at læse, min Tingsret, men blev afbrudt af Besøg. Først kom Vincens Leth, der havde en Pose med nyt, så kom Constantin, der blev forbavset ved at træffe sin Broder og endelig Frederik. Denne sidste fortalte at man havde opdaget at Henrik Kaases tidligere Kæreste havde stået i Forhold til sin Svoger Løjtnant Nyholm. Henrik havde fået opsnuset Breve fra sin Kæreste til Nyholm, hvori hun tolker sin Længsel efter deres næste Samleje og den Vellyst hun har følt ved de tidligere. Jeg tror nu at det er onde Tunger der have fabrikeret disse Rygter. Da de tre var gåede var Tobaksrøgen så tæt at Fru Graae fik et kraftigt Kvælningsanfald ved at stikke Hovedet ind af Døren til mig. Så klædte jeg mig på og gik hen at gøre Visit hos Reumerts, der bo her i Gaden. De følte dem åbenbart blændet af min Visit og bad mig endelig komme ret ofte. Fru Reumert sad og syede på nogle røde Sko, som hun skal have på til den nye Ballet La Ventana, jeg var letsindig nok til at love at komme i Teatret på Onsdag for at se på hende. De leve meget komfortabelt, aldeles ikke søgt kunstnerisk, mange Billeder på Væggene og midt på Bordet Fru Wiehe som Lykkebarnet. Fru Reumert har en sådan sød naiv Måde at sige alting på:” Ja de skal jo en Gang være Lensgreve, Grev Ahlefeldt, det må rigtig nok være dejligt at have det at se hen til, for Dem ligger alt til Rette, i god Tid sagt, ja De må virkelig banke i Bordet, tænk hvis det gik Dem som Hertugen af Tife (udtalt som et dansk i og med betonet e). Reumert, der ikke ville have at hans nydelige unge Kone blottede sig tilføjede hurtigt: ”Du mener vel Hertugen af Clarence, Athalia”. ”Ja jeg mener Alexandras Søn. Ham som blev skudt (!!).” Hvor var hun sød, da hun sagde det. Nu bragte hun Madeira ind og nu drak vi Skål på alt muligt: ”Ja nu snakker de gamle om, at de kun i deres Tid var Skuespillere, den Gang var der Ryge, Nielsen og Fru Heiberg, nej om 50 År vil jeg rigtignok huske at Grev Ahlefeldt vil sige til sine Børnebørn: Ja i mine unge Dage var der en stor Kunstner en Solens Karl, der hed Reumert, lad os drikke på det.” Jeg brød op og han lovede snart at besøge mig. Jeg var præcis i Niels Juelsgade. Fru Leth og Pige vare hjemme, jeg vil indrømme min Papa, at hun var meget sød. Jeg havde Moder til Bords! Efter Middagen var vi alle i Det Kongelige Teater. Vi så det nye Stykke En Gøgeunge, der forekom mig noget tyndt og især ikke at eje Gnist af Originalitet, det gav dog Fru Bloch Lejlighed til at brillere som en ung Herregårdsfrøken. Kammerherren tog det meget godmodigt, da Fader, Indenrigsministeren og Frijs bebrejdede ham leende at han havde antaget dette Stykke.