7. April 1889

Jeg glædede mig hele Dagen til Dronning Margareta. Vi gik til Enden af Langelinie, på Hjemturen mødte vi Grev Moltke-Huitfeldt med Allan. Gennem mange Smågader gik vi til Sølvgade for at besøge Tante Sophie. Efter at have fulgt Bedstefader Hjem gik vi til Tante Ida for at tage Afsked med hende for denne Sæson, hun var venlig som altid. Vi var ene til Middag da Bedstefader var bedt ud hos Etatsråd Holmblads. Bedstefader kom ind at sige os Farvel, jeg sad i stadig glad Forventning efter Dronning Margareta. Vi sad ene med Hans til Teatertid; da Frøken Blumer havde fået besøg af Landsmandsinde, der er Guvernante hos Hofbager Olsen. Hans bad mig om at fortælle Eventyr og jeg måtte så fortælle ham H.C. Andersens Den lille Havfrue, der lod til at gøre Indtryk på ham. I rigelig Tid gik vi til det kongelige Teater, man kan dog se, hvor Dagene længes, thi det var helt lyst endnu, jeg havde min Kikkert med. Jeg følte mig så højtidelig stemt ved Tanken om at skulle se en Tragedie af Oehlenschläger, mit Hjerte bankede næsten af Forventning da Tæppet gik op, og … Bedst var Fru Nyrop, hun spillede Ragnhild Jonsdatter, ingen andre kan som hun spille Tragedie og tolke Oehlenschläger på en sandere Måde. Hun spiller med en tragisk Kraft og en storslået Mimik som må gøre Indtryk, desuden er der ingen, der siger de dejlige Vers så godt frem som hun, hver Replik kommer til sin Ret, det er ikke Fru Nyrop, man har for sig, det er Ragnhild, mærkeligt nok var det ikke Slutningsscenen, der i hendes Udførelse var mest gribende, men derimod hendes Monolog i anden Akts første Handling, hvor hun tolker sin vilde Glæde over Sønnens tilkommende Ophøjelse. Fru Eckardt var smuk og majestætisk som Dronningen, da hun havde fremsagt det berømte ”Herre jeg takker Dig” o.s.v. som alle hørte med den største Nydelse, lød der en stærk Klappen, hvad der ellers er sjældent i det kongelige Teater. Zangenberg åbenbarede store Evner for Tragedien, hvad der er meget lykkeligt for Oehlenschlägers Fremtid på vor Nationalscene, også Fru Oda Nielsen skilte sig nydeligt fra Ingeborgs Rolle. Carl Price spillede Viggo Moltke i den rette Stil, Emil Poulsen frembød ikke noget særligt som Broder Anders, i det mindste ikke noget nyt. Jerndorff var ligesom i Dante en uhyggelig Skurk. Alle de mange mindre Roller blev uden nogen Undtagelse tilfredsstillende udførte, skulle nogen nævnes særligt var det Hr. Foss som Albrecht af Mecklenburg og Frøken Antonsens Kirsten. Jeg nød hele Tiden Forestillingen og det tror jeg også det øvrige Publikum gjorde [det], der var udsolgt, som ved alle de foregående Opførelser af Tragedien, gid det være en Spore for Teaterbestyrelsen til at vedblive med at optage de gamle Stykker, nu er det dog åbenbart, at det helst er dem, Folk vil se, i øvrigt må man lade dem, at de i denne Sæson have anstrengt dem i så Henseende.
Da vi kom hjem var Bedstefader i Seng, men vi var inde og sige ham Godnat. Tjenerne havde sat Øllet ind i Bedstefaders Stue, hvor vi drak det og spiste Smørrebrød til, derpå gik vi ned i vor egen Lejlighed og sad romantisk ved Lygteskinnet fra Gaden og stirrede ud.