30. December 1932

Arbejdede på Storkansleren. Tog til Odense, hvor jeg spiste på Grand Hotel. Blev betjent af den kønne Opvarter med hvem jeg talte lidt. Var så henne til den opreklamerede Forestilling, Ordet af Kaj Munk. Dersom jeg vidste, at Stykket var skrevet af en dybt religiøs alvorlig Mand, ville Stykket måske have gjort Indtryk, men når man ved, hvorledes Pastor Munk gøgler, stadig skriver pjankede Avisartikler, Lægger sin Forfængelighed flot, stemmes ens Sind til Kritik. Underligt at en Mand, som Pastor Munk, der kender Bønderne lige så godt som jeg gør det, kan se så forkert i mange Henseender på dem. Bønderne er beherskede i Optræden og lægger ikke gerne deres Følelser for Dagen, her deklamerer de melodramatisk og udkrænger stadig deres inderste Følelsesliv. Naturligst er egentlig Præsten, som Starck spillede á la Perfection. Værgerådet skulle sætte sig imod, at et lille Barn optræder i et Stykke som dette, det er uhyggeligt at se. Ganske unaturlig er den flabede Læge, derimod er det rigtig set af Forfatteren, at hverken Præsten eller den gamle Bonde forarges over hans Gudsbespottelse og Taktløshed. Talte meget med Holbechs i Mellemakten, Rektoren mindedes Erik Bøghs Ord: ”Jeg holder hverken af Prædikenen på Scenen eller af Scenen på Prædikestolen”.