3. Oktober 1891

Efter Middag læste jeg og snakkede med de kære rare Graaes og kørte så i Droske hen til Casino for at tage Billet til Kameliadamen. Jeg gik hen til Christian Rantzau for at få ham med. Han var der ikke, så jeg måtte sidde et Kvarters Tid og underholde mig med Monsieur Roux. I Casino havde vi lige bag ved os Grev Frederik Danneskiold, der imidlertid allerede ved tredje Akt havde fået nok af [af] dette sørgelige Drama. Jeg følte mig nok en Del greben af Stykket, men dog ikke så meget som ved Læsningen af Romanen. Fru Secher var, som ventelig var, ikke fuldendt som Kameliadamen, men hun forstod på mange Steder at rive Tilskuerne med, akkurat det samme gælder Wilh. Wiehe som Armand Duval. Rantzau fulgte mig til Halmtorvet. Vi talte noget om Prinserne, bl.a. om Løjtnant Appeldorn, der nu, ligesom tidligere jeg, er Potte og Pande hos Prins Christian. Også med Hensyn til Appeldorn er det et Arrangement af Kronprinsessen, der har skrevet til Appeldorns Fader, om denne tillod at Sønnen var Kammerat med Prins Christian, akkurat, som da Kronprinsessen hvert År skrev til Moder om vi måtte være Venner med hendes Sønner. Rantzau mente at Prins Christian vist nok ville kom at besøge mig. Jeg ville blive umådelig glad derover, thi hvor gerne så jeg ikke det gamle Forhold komme til Live igen, især nu da alle gå og stikle til os fordi vi er ”faldne i Unåde” ”sparkede til Side” og alle de Variationer Folk bruger over det Tema.