28. August 1917

Medens jeg gik og klædte mig på om Morgenen, kom Christian ind i Sovekammeret og meddelte mig ganske bestyrtet, at der blev telefoneret fra Tranekær, at Fader var blevet syg og om jeg ville komme øjeblikkelig. Jeg forstod den alvorlige Situation, lagde det nødvendige Tøj frem til Indpakning og kørte ad Odense til i den øsende Regn. Jeg nåede sydfynske Banegård i god Tid og kom ind i en Kupé, hvor Joachim Wedell sad, han mærkede Uråd og søgte at berolige mig, men så kom det uhyggelige, at i Kirkeby trådte Christian fra Hvidkilde [ind], han sagde med en alvorlig Mine, at det dog var kommet så pludseligt, og så slap det ud af ham, at han havde fået Telegram fra Moder om, at Fader var afgået ved Døden. Jeg kom naturligvis til at græde, hvorpå Joachim og Christian diskret trak dem tilbage til en anden Kupé. I Svendborg kunne jeg på Vejen ned til Damperen se, at Folk allerede vidste Besked, og jeg blev ilde berørt af den Nysgerrighed, hvormed Folk så på mig; jeg gik da også skyndsomst ned i Kahytten. Da jeg i Rudkøbing fik øje på Thorvald i Sørgelivré og på Floret, hvormed Automobilets Lygter var omviklede, kom jeg hel træt til at græde. Det var så uhyggeligt at køre ind i Tranekær By, hvor Flagene var hejste på halv Stang og hvor der herskede en dødslignende Stilhed. Oppe på Slottet åbnede Albert og den lille Anton Vogndøren for mig, bagved stod Hans Rasmussen. Jeg kastede mig i Armene på Hans, der stod på Vindeltrappen, og vi græd længe i hinandens Arme. Moder stod og tog imod mig i Entréen ind imod Biblioteket, kulsort, vi omfavnede hinanden med en Inderlighed som aldrig før og græd begge længe. Bagved stod Kirstine. Så gik vi 3 ind i Faders og Moders gamle Gæstekammer og talte sammen om den afdøde, jeg udtalte Bebrejdelser mod mig selvom fordi jeg ikke havde været venlig imod ham, Moder søgte med kærlige Ord at få mig bort fra den Tanke. Fader lå i sin Seng inde i sit Sovekammer, han så så smuk og fredelig ud. Uhyggeligt at høre Folkene kalde mig Herr Lensgreve, men det er jo et Faktum.