27. November 1915

Viggo Jarl kommer på besøg.

Frosten tiltager. Var ude at se til Gødningskørslen, har endnu ikke rigtig rede på de nye Elever. Toldforvalter Gedsted og Frue kom for at gøre Afskedsvisit, de er blevne forflyttede til Assens. Sad og læste i Goethes Litterarische Aufsätze medens jeg ventede på Lyden af Lokomotivfløjten nede fra Tyveleddet og den knitrende Lyd af Landaueren, der kørte ind i Gården, forinden barberede jeg mig. Først trådte Rørdam ind ad Gangdøren, så min elskede Viggo. Viggo har nu fået Niels Juelstuen til fast Bopæl, han kunne straks genkende Stuens Lugt, Rørdam kom ind i Prebens Stue. Nede i den røde Stue knitrede Ilden i Kaminen, vi gik til Bords og havde der ligesom bagefter en levende og interessant Samtale, hvilken Velgerning at have højt dannede og rigt begavede Mennesker om sig. Jeg var næsten helt fri for Tvangstanker, skønt det havde været meget slemt, før Gæsterne kom. Efter Teen fulgte jeg de tvende Herrer op og på Hjørnesofaen i Niels Juelstuen havde Viggo og jeg helt hinanden, jeg troede jeg skulle forgå af Fryd.

Billedhuggeren Viggo Jarl (1879-1965) som ældre. Udateret fotografi. Privateje.

Sted
Årti