26. Januar 1889

Preben og jeg var i Casino og betalte Billetterne selv. Der gik Erik Bøghs gamle bekendte Eventyrkomedie Kaliffen på Eventyr. For mange År siden som ganske lille så jeg det, Tiderne skifte, nu er man selv og Folk i det hele taget mere forvænt. Derfor rent ud sagt: jeg morede mig ikke: Men det kommer til Dels også af at i hine tider var der gode Kræfter ved Casino (Knoblauch, Frederik Madsen o.s.v.) Andersen var Direktør og Tiderne for Teatrene bedre. Derimod skal ikke siges, at det i Dag var en tarvelig Præstation, Udstyrelsen og Dragterne, kort hele Iscenesættelsen var al Ære værd, og enkelte af de Spillende leverede noget virkelig godt først og fremmest Stigaard som Kaliffen, han afviklede Rollen med tilbørlig Alvor og Værdighed og lod det komiske glimtvis komme til syne, mig personlig keder nu samme Stigaard med sin monotone Stemme og lovlig stoltserende Spillemåde. Nathansen spillede med Følelse den unge Jøde, der er forelsket i Kaliffens Datter (Fru Orlamundt) og han sang smukt. Pios Storvesir var ikke heldig. Neumand var som altid morsom, lidt mere modereret end ellers, han spillede Journalisten Ralf og at han kopierede Brandes er uden al Tvivl. Det var imidlertid betydeligt morsomt at se på Publikum: Der var en Masse Skuespillere fra de andre Teatre. Lige ved siden af mig (altså i Logen) sad Balletdanserinden, Frøken Regina Jensen, der så påfaldende ligner Tante Line, længere henne sad Frk. Nyrop med forstenede Ansigt, bag ved hende Frøken Gøjse Brun, lige under os sad Vilh. Wiehe fra Dagmarteatret med sin Forlovede, Ballet-danserinde, Frøken Charlotte Hansen (de så ud til at være stærkt forelskede i hinanden) og Jacques Wiehe. – Fader og Moder sad hjemme da Tante Maries Begravelse netop har været i Dag, Onkel Joachim, der er her i den Anledning var i National (!) med det skikkelige Fjols Langsted.