23. Juli 1945

Var for første Gang i lange Tider i Drachmannskroen, hvor Maden smagte mig udmærket; Jørgensen mente ikke, der var Fare for at Frihedskæmperne skulle modsætte sig Korpsets af de fleste ønskede Opløsning, da Hæren var stærk nok til at holde dem Stangen. Havde denne Gang megen Glæde af Axel Kiellands Hvis et Folk vil leve; det virkede mere poetisk bevægende på mig end sidst, da det næsten udelukkende forekom mig uhyggeligt. Stærkt Grebet blev jeg af Eduard Mielches Spil som Otto Frank; hans dybe, vemodige Alvor greb mig dybt; hans Opfattelse var den rigtige i Modsætning til Forgængeren Asbjørn Andersen, der i denne, som jeg nu ser, dybt alvorlige Rolle, bevarede sit stadige, irriterende satiriske Smil; Mielches Blik var af en serafisk Skønhed, særlig i Scenen, umiddelbart før han og Kammeraten skal skydes. Hvorfor er de to Kammerater så hårde mod Arthur? Mon det er sandsynligt? Og går nogen Mennesker så roligt i døden som Oto og Thorstein. Det skulle undre mig meget, om ikke Mielche havde en stor Fremtid for sig.