14. December 1929

”Under Snefog” på Odense Teater.

Arbejdede som sædvanlig på Generalen. Var inde i Kerteminde at bestille en Ramme til det nye Billede af Napoleon den tredje. Arbejdede hele Eftermiddagen på den nye Bog. 5½ spiste Moder og jeg Middag og 6½ kørte jeg ud af Gården af Odense til. Disse Teaterture er en stor Glæde, desværre irriterer de Moder. Også Køreturen er allerede båret af Stemningen. Jeg havde mærkeligt nok ikke set Under Snefog siden Førsteopførelsen på Det Kgl. Teater for 40 År siden, jeg sad på Rækken foran Hostrup, der sad med sit milde og humørfyldte Ansigt og blev meget fejret hele Aftenen i Anledning af det Stykke, der skulle blive hans sidste. Her i Odense iaften spillede de Optrædende i Dragterne fra Slutningen af Firserne. Og det er meget klogt, for Stykket virker lige så gammelt nu, som Genboerne dengang for de mange År siden. Jeg begynder at lægge mærke til ham, der skal have mit Legat til Sommer, jeg havde så småt tænkt på Bro og Frøken Ingeborg Skov, de var begge gode som henholdsvis Præsten og Sigrid Wang. Jeg bed Mærke i den purunge Kjærulff-Schmidt, der spillede troværdigt som Forvalter Elsted. Starck sad oppe i Skuespillerlogen.

Odense Teater. Udateret fotografi. Teatermuseet i Hofteatret.

Emne
Årti