Prostitution
Efter at have fuldendt Engelsktimen hos Fugl gik jeg hen for at tage Billetter til Miss Helyett på Casino til Preben (mærkelig Distraktion) Haffner og mig. I Strandstræde så jeg Prinsesse marie spadsere med en lille Dreng ved hver Hånd, de er så søde hendes Børn.
Preben og jeg spiste Middag alene med Moder, da Fader var til Herreselskab hos Frijs. Umiddelbart efter Bordet toge vi Afsked og gik hen til Casino. Constantin og Waldemar sad allerede i Logen.
For nogle Dage siden skød Chefen for Sædelighedspolitiet, Korn, sig.
Efter Laboratoriet læste jeg og var henne hos Marer. Den uhørte Politiskandale sætter alle Sind i Bevægelse og Forbitrelsen over den Måde, hvorpå Øvrigheden håndhæver den offentlige lovbeskyttede Prostitution er bleven øget ved Borgermester Hansens naive Udtalelser i Borgerrepræsentationen.
Der kommer værre og værre Oplysninger om de Misbrug Sædelighedspolitiet har gjort sig skyldig i på deres iltre Jagt efter Forsyning af ulykkelige faldne Kvinder til de af Staten beskyttede Bordeller. Det gælder for Opdagerne om at snuse så mange Ofre som muligt op og så slæbe dem op på Rådstuen.
Sædelighedssagen, der nu er kommen for Kriminalretten, behandles af Ussing, der har taget kraftig fat på at rense denne Augiasstald, som vort Sædelighedspoliti viser sig at være.
Politiskandalen sysselsætter vedblivende Folks Sind og Ussing putter den ene Politimand efter den anden i Brummen uden at vor umulige Politidirektører Eugen Petersen lader til at ane det mindste; på Overbetjent Meyer tages der med Fløjlshandsker.
Var i Casino at se det meget fængslende Kriminaldrama Det Offentlige mod Mary Dugan. Fik i Mellemakten at vide, at Stykket er bygget på en virkelig Begivenhed, der er passeret i London.
Sov udmærket inat. Arbejdede på Storkansleren. Emmeluth var hos mig om Eftermiddagen.