4. December 1888

Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive Genstand for sådanne Ovationer for mit Komediespil. Thi ikke alene blev der klappet og råbt Bravo efter hver Scene, hvor jeg var til Stede, ja næsten efter hver Replik, men efter at Tæppet var faldet lød der en ustandselig Råben ”Frem med Ahlefeldt, frem med Kancelliråden”, og jeg måtte altså alene træde ind på Scenen under dundrende Bifaldssalver. Da jeg så omsider efter Omklædningen trådte ned i Salen blev jeg så at sige omringet af Lærerne, Drengene, Damerne, som overvældede mig med Beundringsudbrud over ”mit storartede Skuespillertalent”, det havde Folk for Resten også fortalt mig i Fjor, da jeg spillede i Soldaterløjer. Ballet gik brillant, det er det bedste jeg nogensinde har været med til, jeg dansede og dansede, den ene Dame efter den anden inklinerede for mig og jeg fik en Mængde Kotillonsløjfer. Ved Bordet gik det meget livligt til. Sangene gjorde stormende Lykke, min Tale for Damerne gjorde det under hele Måltidet vedvarende Spektakel umulig for Folk at høre (heldigvis) – den Aften skal jeg aldrig glemme, det har været en af de bedste i mit Liv.