Forestillinger på Odense Teater.
Fik et smukt Brev, der bevægede mig til Tårer, det var fra Frøken Clara Schwarz, der beder mig om Hjælp, således at hun kan beholder sin Lejlighed i København indtil hun, når Dobbeltscenen åbner, kommer i Havn der. Jeg har ikke taget Fejl af hendes Udtryk da jeg så hende i Yrsa, og Rust, det viste mig en ædel Kvinde. Jeg er så glad ved at kunne hjælpe hende, hun viser mig på den smukkeste Måde sin fulde og ubegrænsede Tillid; når Yrsa og Rust ophøre at gå er hun brødløs og hun vil så gerne beholde sit Hjem, hendes Tilflugtssted med hendes Ting; ja hvor jeg forstår det!! Jeg føle ganske det samme selv. Hvilken Lykke at kunne hjælpe andre, og hvor man påskønne hvor godt man har det i Modsætning til andre. Tog ind til Odense, hvor jeg talte med Starck i Kongens Have. Var så oppe på Teatret, hvor jeg længe talte med Direktøren, vi berørte Muligheden at næste År at bringe Oehlenschlägers Hakon Jarl frem. Sad længe oppe hos Starck, underligt som det misklæder ham at være sarkastisk, det er ikke i Overensstemmelse med hans Natur, jeg sagde til ham. Kirstine var lidt nede hos mig om Aftenen.
Clara Schwartz (1893-1955), Svend Aggerholm (1875-1940) og Kaj Mervild (1895-1941) i Rust på Odense Teater. Fotografi 1930. Teatermuseet i Hofteatret.