25. April 1946

”Don Carlos” på Betty Nansen Teatret.

Var for fjerde Gang henne at se Don Carlos, der har spillet sig svært op; desværre var det, som om de Optrædende den Aften, da Anmelderne var tilstede, var mindre veloplagte. Publikum i Aften var meget velvilligt indstillet, og jeg havde Indtrykket af, at der klappedes demonstrativt af Karl Gustav som Protest mod Avisernes nedrakkende Kritik. Efter Markis Posas Replik til Philip den Anden: ”Give Tankefrihed”, blev der klappet ligeledes demonstrativt, et bevægende Bifald, måske for at markere, at vi aldeles ikke har Tankefrihed, men kan risikere at blive arresterede ifald vi i Tale eller Skrift nævner, at Stalin er en langt farligere Mand, end Hitler var det. Jeg sad ved Siden af Fru Gunnarson, der ikke lagde Skjul på sin Glæde over at være sammen med mig; i den store Mellemakt satte jeg mig hen ved Siden af den elskelige Fru Olsen, som jeg virkelig holder af. Havde en lang Samtale med Svend Fridberg, der var dybt skuffet over Pressens Forfølgelse; han var meget venlig overfor mig, Marianne var der med nogle Bekendte af Karl Gustav.

Skuespilleren Karl Gustav Ahlefeldt (1910-1985) i titelrollen i Don Carlos på Betty Nansen Teatret. Fotografi 1946. Teatermuseet i Hofteatret.

Årti