25. April 1902

En dejlig Dag, som jeg altid skal huske. At den nu også allerede skal være forbi og aldrig komme igen, denne evige mødes og skilles er så oprivende. Det har været som en Drøm disse 8 Dage her i Stuttgart. Da jeg kom hertil anede jeg ikke, at Emil Holm var her og havde aldrig talt et Ord med ham, nu have vi udvekslet Samtaler så længe som jeg ikke har udvekslet med nogen Mand, og vi er blevne gode Venner. Straks om Morgenen kom han op til mig og inviterede mig i Teatret om Aftenen, Kunstnerne få nemlig Billetter, som de kunne give bort. Jeg var i strålende Humør, drak Kaffe, læste Aviser og var ude i Slotsparken at fotografere, så gik jeg ned ad Königsstrasse, købte Ansigtskort og en moderne bredskygget Hat og var henne at få indsat nye Plader i mit Fotografiapparat. Så var jeg oppe på Hasenberg, hvor jeg blandt andet fotograferede Hauts Buste. Da jeg kom tilbage til Hotel Marquardt var jeg meget sulten og spiste med god Appetit, så skrev jeg nogle Breve, der kom et rart Brev fra Moder, læste Aviser og var så lidt ude igen, sad roligt en Times Tid og kørte til Teatret, hvor Hoffmanns Erzählungen gaves. Det er så betegnende, at den dårligste Del af en Opera altid gør mest Lykke hos Publikum, således var det her, Folk var henrykte over Scenen med Automaten, derimod sidste Akt, den gribende Terzet mellem Antonia, Doktor Mirakel og Maleriet, det skønneste i hele Operaen ikke interesserede Folk. Jeg måtte beundre Udførelsen ligesom sidst. Emil Holm havde som Crespel anlagt en Beethovenmaske, der passede godt til Figuren. Efter Forestillingens Slutning mødtes jeg efter Aftale udenfor Teatret med Emil Holm, og vi satte os ind i Sporvognen. Jeg blev gjort bekendt med Ihændehaveren af Coppelius’, Dapertuttos og Doktor Mirakels Roller. Julius Neudörffer, af hvem det dæmoniske ganske var forsvundet og veget for noget mere menneskeligt, men hans sorte Øjne vare dog stikkende. Vi talte sammen om Wagner. Emil Holm og jeg spiste sammen på Hotel Marquardt og sad i uafbrudt interessant samtale fra 10 til 3. Jeg fik af den højtbegavede Mand mangt og meget at vide om de Wagnerske Operaer. Han sagde, at Wagners Figurer aldeles ikke karakteriseres ved deres Sang, F.eks. i Ringen kunne Wolan ligeså godt synge sine Strofer efter den samme Melodi som Siegfried synger til sine Strofer og omvendt, der synges overhovedet så godt som ikke Melodier i Ringen, og i Tristan og Isolde er der overhovedet slet ingen Melodier. Figurens Karakter tegnes i Ledemotiverne og det Akkompagnement, der ledsager Sangen. Den store Forskel mellem Wagner og f. Eks. Mozart og Weber, er den, at hos førstnævnte går Sangen ud i ét uden karakteriserende Adskillelse mellem Figurerne, der blot træde ind med et Skilt på Maven (Ledemotivet), medens hos de sidstnævnte hver Melodi er karakteristisk for den pågældende Person. Wagner ville nemlig ikke komponere Operaer men skrive Dramaer, som han satte i Musik, han skrev altid først Teksten og komponerede han den Musik der bedst passede til Ordene, derfor er der hos ingen anden Komponist en så total sammensmeltning mellem Ord og Musik. Wagners store Fortrin frem for alle andre Komponister er hans Evne til at frembringe en bestemt Stemning, om man vil, gøre Effekt, samt hans gøren Brug af Instrumentationen, hvilken Brug ikke var mulig for de klassiske Komponister, der ikke rådede over de Instrumenter, man nu råder over. Ingen anden Komponist har formået at skaffe en sådan Helhed ud af en Opera som han. På den anden Side har han plagieret tidligere Komponister, særlig Meyerbeer. I øvrigt vekslede vi Tanker om Musik i Almindelighed og om alt muligt andet mellem Himmel og Jord. Tiden fløj således for os, at da Klokken var slået 3, troede vi den kun var 12. Vi gik et Stykke Vej sammen gennem det slumrende Stuttgart og skiltes ved Neckarstrasse. Vi takkede hinanden for behageligt Samvær og udtalte Ønsket om at vi måtte mødes en Gang til i Verden: ”Ja når jeg kommer til København skal jeg ikke undlade,” han fortsatte ikke, men smilede og vinkede til Farvel. Ak i Morgen skal jeg tilbage til København.