20. Juni 1946

Havde en dejlig Aften: Spiste først i Drachmannskroen og overværede så Opførelsen af William Sarozoms Rigtige Mennesker. Stykket er en Hymne til Godheden og Venligheden, båden inden for den enkelte Familie og overfor dem, man kommer i Berøring med, navnlig i sit Hjem. Tanken er udført på en rørende Måde, og man kommer til at holde af de Personer, der er Forfatterens Talerør; en ganske ung Debutantinde, der har spillet meget Studenterkomedie, har også det rørende i Stemmen; men Prisen bærer dog Erling Schroeder, der for første Gang spiller en gammel Mand; det klædte ham smukt, både af Ydre og af Indre, og han var som altid meget indtagende. Stykket opfylder mig meget, og jeg er harmfuld over den infame Presse, der har gjort Nar af Stykket; disse simple Bladsmørere forstår slet ikke et sådant Stykke, der hører hjemme i en anden og bedre Tid, da de Unge forstod Romantikken; Melpomene var hele Aftenen tilstede i Teatret, og hun er den mest poetiske af de ni Muser.