19. Februar 1932

I Odense Teater så jeg Anker Larsens og Eigil Rostrups Karen, Maren og Mette. Jeg kom på Tanker om en anonym Bog Hugo Stelling, der udkom i halvfemserne og om hvilken Elisabeth Christensen sang i Sommerrevyen: 

”Og så har jeg læst Hugo Stelling
Det var en varm Forestilling
Hu sikken Bænkevælling
Af Moral og Nådadada”

Spillet var meget ujævnt og præget af, at Forestillingen var løbet af Stablen uden tilstrækkelig mange Prøver, det er det vanskelige Punkt på Odense Teater, at der skal spilles så mange nye Stykker, at der ikke altid bliver tid til en omhyggelig Indstudering. Det var ligefrem pinligt at høre de Optrædende hvert Øjeblik falde ud af den fynske Dialekt og tale højdansk, Frøken Schwarz, der var den værste, slog fra fynsk over i oehlenschlägersk Tragediesprog! Direktør Thorvald Larsen havde søgt at lokke Landboerne ved gennem Forhåndsreklame at bekendtgøre, at Karen, Maren og Mette var et hyggeligt og muntert ægte fynsk Lystspil!!! De bider næppe på.