16. Marts 1933

Arbejdede længe på Storkansleren, hvilede en hel Time for at være helt oplagt til Teateraftenen. Spiste på Grand Hotel. Rektor Holbechs sad allerede i Teatret, da jeg trådte ind, og så begyndte Forestillingen. Både Romeo og Julie oversteg mine dristigste Forventninger, navnlig var Karl Gustav Olsen så dejligt ung, han er vist den første unge Romeo, jeg har set. Smuk var han at se til, og fin og elegant, det talte til den unge Skuespillers Ros, at han formelig dirrede af Lampefeber til at begynde med, det viser hans Respekt for Opgaven. Brudenatten var med Rette gjort meget stilistisk, og det sanselige fremhæves, han sneg sig ud af Vinduet. Meget plastisk var Olsen også, om det så var i Dødsscenen, da han lå ved Julies Båre. Hans Stemme klang med stor Inderlighed, bedst var han da han knælede foran Julies Balkon og bagefter da han omklamrede en af Balkonens Søjler og da Julies Slør slyngedes om hans Hals. Jeg kunne se på Karl Gustav Olsens Måde at tage mod de mange Fremkaldelser på, at han er en pæn Mand, han søgte tydeligt at indynde sig dem. Den Aften skal jeg aldrig glemme.