Kong Christian 10.s 25-års regeringsjubilæum.
Af alle Oplevelserne på denne begivenhedsrige Dag var Staunings Tale noget af det bedste, man kunne mærke af hele Tonen, at han virkelig holder af Kongen. Sammenligningen med kong Frederik den syvende var meget vellykket ligesom den stærke Fremhæven af Kongens store Fortjenester af Land og Rige den 1. August 1914, nu må Munch ophøre med at gøre gældende, at han alene reddede Danmark ved Verdenskrigens Udbrud. Kongens Tale var god, han dvælede naturligvis særlig ved Mindet om Begivenhederne i 1920. Da Klokken var halv elleve gik jeg de få Skridt her fra Terminus til Rådhuspladsen. Da jeg var kommet i Nærheden af Frederiksberggade sad jeg fast i Menneskemyldret og kom ikke ud af Pletten, før Kortegen var forbi. Skønt det var en kølig Aften udviklede dette Menneskehav en intensiv Varme, som endog kunne spores i den frie Luft over vore Hoveder, jeg var badet i Sved. Flere Mænd og Kvinder besvimede i Nærheden af mig, et Par Børn var komne bort fra deres Forældre. Hvilken Ro, Takt og Værdighed der er over den københavnske Befolkning, og så denne Hengivenhed for Kongehuset, men der gives vel heller ikke nogen anden regerende Fyrste, der er så godt kendt af sit Folk som vor Konge. Imponerende var den Hurtighed, hvormed Rådhuspladsen blev indrettet til en Danseplads omkring Majstangen, som Majestæten havde rejst. Festfyrværkeriet så jeg fra mine Sovekammervinduer, der vender lige ud mod Tivoli.