10. December 1946

Kl. 2 kom Erling Schroeder; han var særlig smuk i dag; vi sad den meste Tid [med] hinanden i Hænderne og lidt efter lidt blev vi Dus; han sagde, at han havde noget vanskelig ved det, ”for jeg har sådan en Ærbødighed for dig”, sagde han; men det gik dog glat. Vi talte meget om Opførelsen af Natteherberg og han sagde, at han havde bistået Svend Rovsing ved Indstuderingen. Erling var meget optaget af, at Dramaet skulle opføres i Stærekassen, det vil sige sidste Akt, om Aftenen ved den Forestilling, som Arte giver for Arbejderne, hvorfra de ellers er udelukkede, da Teatrenes Billetpriser er så dyre; hvor er hans Træk idealt smukke! Han bragte mig en dejlig Buket Roser, og da jeg spøgende sagde, at hans Blomster snart ville visne, sagde han at så kunne han give mig andre, og han ville give noget uforgængeligt, en Reproduktion af den Buste, der er udført af ham af en Billedhugger og andre Fotografier; ”vi to”, sagde han flere Gange, og det klædte ham så smukt; han talte om sin Glæde ved oppe fra Scenen at se mig sidde på min sædvanlige Plads i Riddersalen; han gik lidt alene ind i Kejserindestuen, og da jeg spurgte ham, hvad han ville derinde, svarede han, at han ville indprente Stuen i sin Hukommelse; ja han er glad ved mig, og jeg ved ham. Da Erling skulle til at gå, gav han mig pludselig et Kys, og vi stod længe tæt omslyngede, det lykkelige Øjeblik vil jeg aldrig glemme.